Vitello skal være storebror En dag da Vitello kommer hjem fra William, står Mor og Gregers i køkkenet og ser underlige ud. Mor indkalder til familiemøde med både cola og chips. Cola og chips på en tirsdag – det er noget galt. Første punkt på dagsordenen er, at Gregers flytter ind. Det synes Vitello er en okay plan. Det bliver fedt med en ekstra mand til i huset – og en hund kunne også være fedt! Men en hund bliver det vist ikke til i denne omgang, for andet punkt på dagordenen er, at mor er gravid, og Vitello skal være storebror. Pludselig har Vitello ikke lyst til cola mere, han rejser sig, og går ud af køkkenet, ud i entreen, ud af rækkehuset.