Vi kunne alt Vi er i de tidlige 70’ere. På himlen over villakvarterene i Værløse svæver og fløjter solsorten sorgløst. Men bag ligusterhækkene i de fine huse er stemningen mere trykket. I hvert fald hos Merle. Merles mor er hårdt ramt af en galoperende sygdom. Hendes far gør sit, men af og til slår hans tålmodighed ikke til, og så forsvinder han - enten ned i flasken eller af sted på valsen. Merles ældre søster har sit eget at slås med, så Merle står helt alene med problemer, som hun slet ikke er gammel nok til at håndtere i sine tidlige ungdomsår. Solsorten, den kan lette fra taget og flyve væk fra det hele, men Merle får aldrig lov til at folde sine vinger ud. Hendes første forelskelse opsluges af synd og skam, hendes venner bliver til fjender og de voksne kan ikke finde ud af at være voksne. “Vi kunne alt” tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der kendetegnede de tidlige 1970’ere. Tidsbillede minder en om, at selvom man havde råd til både parcelhus og familiebil, så var det ikke sikkert, at man kunne alt. Romanen skal ses som en selvstændig forlængelse af “Folkets skønhed”, og vi møder da også nogle af de samme personer, som vi kender fra før. Blandt andre naboen fru Pryds og datteren Merete, som bliver Merles veninde. Men livet i de nye forstæder og forventningerne til børnene resulterer i nogle helt andre udfordringer for bogens hovedpersoner.