Tro på det En personlig fortælling af en af Danmarks mest fremsynede miljøpolitikere. Efter en klimadepression sendte Ida Auken ned i et sort hul, da hun var i begyndelsen af 20’erne, tog Ida Auken en beslutning om at bevare håbet. Siden har hun været en aktiv del af kampen mod klimaforandringer. Hun var med, dengang verden stadig ubekymret skruede op for CO2-udledningen, og klimapolitik stod nederst på dagsordenen. Hun har præsenteret vantro amerikanske politikere for ultrabillig vindemøllestrøm, og hun har drukket gravøl efter det historisk mislykkede klimatopmøde i København. Frem til i dag, hvor verden langsomt er begyndt at bevæge sig i den rigtige retning, og klimadepression er blevet til klimakamp. “Tro på det” er en inspirerende beretning om at bevare håbet – også når det forekommer umuligt – og en opfordring til læseren om at gøre det samme.