Tom Sawyers eventyr Drengehelten, den ubetvingelige Tom, er en fortryllende blanding af storsind, dårlig opførsel og praleri. Hvad enten han narrer sine skolekammerater til at kalke et plankeværk, spiller syg, løber væk for at leve som pirat sammen med sin ven Huck Finn, er vidne til et mord, finder en skat eller bliver forelsket i dejlige Becky Thatcher, så er problemer, svindel og humbug, godt humør og eventyr aldrig langt væk. Historien er baseret på Mark Twains egen drengetid, og ved den første udgivelse i 1876 blev “Tom Sawyers eventyr” straks en succes. Ved Mark Twains død var bogen allerede blevet en amerikansk klassiker og bestseller, og den har underholdt børn og voksne som en munter ode til barndommens endeløse muligheder lige siden. Mark Twains klassiske eventyr om drengeliv er fyldt med humor, varme og energi. Her levendegøres en imponerende flok af uimodståelige personer, og her skabes et levende maleri af livet i en lille by ved Mississippi-floden. Denne smukke udgave er den uforkortede tekst med mere end 70 vidunderlige illustrationer af den prisbelønnede kunstner Robert Ingpen. Om illustratoren Den verdenskendte kunstner og forfatter Robert Ingpen blev født i 1936. Han har studeret kunst og illustration i Melbourne og har tilrettelagt, illustreret og skrevet mere end hundrede bøger inden for både fiktion og fagbøger. I 1986 modtog han den eftertragtede Hans Christian Andersen-medalje for sine fantastiske bidrag til børnelitteraturen. De seneste år har han illustreret flere klassiske bøger, bl.a. “Skatteøen”, “Jorden rundt i 80 dage”, “Pinocchio” og jubilæumsudgaven af “Peter Pan og Wendy”.