Sort daggry En dansk professor i mikrobiologi og hans datter omkommer tilsyneladende under en dykkerferie i det nordlige Kenya ikke langt fra grænsen til Somalia. Ved et tilfælde opdager Forsvarets Efterretningstjeneste, at parret formentlig stadig er i live og i stedet er kidnappet af Al Qaida og terrorbevægelsens somaliske allierede, Al Shabaab. Professoren tvinges til at fremstille en bioterrorbombe indeholdende en dødelig virus, der skal udløses i en europæisk storby. Tusinder af menneskeliv er i fare, og panikken breder sig i de danske og udenlandske efterretningstjenester. Jægersoldaten Michael Plessner bringes i førersædet, og hans opgave er klar: Med sit team af håndplukkede jægersoldater skal han befri de danske gidsler og forhindre den planlagte terroraktion. I et hæsblæsende kapløb med tiden infiltrerer Michael Plessner og hans mænd i al hemmelighed dybt ind i Somalia ved hjælp af en lokal milits, og endnu engang står Plessner overfor sin arvefjender fra Al Qaida. Om forfatteren Thomas Rathsack (født 1967), fhv. sergent i livgarden, blev i 1990 optaget i Jægerkorpset som jæger nummer 229, og han har efterfølgende været indsat i en række specialoperationer i Irak og Afghanistan. I 2009 skrev han “Jæger – i krig med eliten”, som blev en bestseller med 150.000 solgte eksemplarer, og udløste den største skandale i dansk forsvars nyere historie. Thomas Rathsack udgav i 2012 sin debutroman ”Shadow army”, som ”Sort daggry” er opfølgeren til. Udtalelser Thomas Rathsack har skrevet en knaldgod bog til en sur efterårssøndag. - Hans Engell, Ekstra Bladet, 4 stjerner Man skal læse den fordi pedalen er i bund - hele vejen. “Sort Daggry” er til drengerøve m/k, der elsker mandehørm, militser og maskiner i alle varianter. - Politiken, 4 hjerter Rathsacks ekspertise i, hvordan jægersoldatens verden ser ud, synes uden grænser, og han forstår at omsætte det hele i et effektivt sprog. “Sort daggry” er kort sagt kræs for yndere af spændingsromaner. - Dagbladenes Bureau, 4 stjerner Så er du klar til - endnu - en historie om, hvordan elitesoldater må gå gennem ild og vand for at redde os fra diabolsk terrorhelvede, er “Sort daggry” bestemt værd at kaste sig over. -Nordjyske, 4 stjerner Rathsack behersker action-thrilleren med stor professionalisme. ‘“ort daggry” er en rigtig neglebider af en historie for sofa-machoer. Det er den mest spændende film, denne anmelder længe har læst. - Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten