Som en langsom ild Paula Hawkins, forfatteren til “Kvinden i toget” og “Det dybe vand”, er aktuel med ny nervepirrende psykologisk thriller. En ung mand findes brutalt myrdet på en husbåd i London. Hvem myrdede ham og hvorfor? Hvor længe kan en hemmelighed ligge og ulme, før den bryder ud i flammer? “Som en langsom ild” kredser om tre kvinder, der trodser samfundets forventninger til, hvad kvinder skal være. Disse kvinder er ikke så smukke, eftergivende eller moderlige, som samfundet forventer. Laura blev som barn ramt af en ulykke, og siden er livet gået skævt for hende. Hun er en enspænder med et voldsomt temperament. Miriam ved, at bare fordi Laura er set forlade stedet for et forfærdeligt mord med blod på tøjet, betyder det ikke, at hun er en morder. Bitter erfaring har lært hende, hvor let det er at blive fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Carla er så tynget af sorg, at hun knap kan holde sig gående. Hun stoler ikke på nogen. Hendes tab har været frygtelige, og nu er hendes nevø offer for et brutalt mord. Alle tre kvinder er formet af begivenheder i deres fortid, men er en af dem i stand til at slå ihjel?