Skattejagt Guldet venter! I grotter og i huler i Andesbjergene ligger der måske skjult offerguld og tempelsølv fra det gamle inkafolk for milliarder af kr. På bunden af Det Caribiske Hav og på strandene i Caribien ligger der spanske skatte for utallige millioner. I USA har en rigmand begravet en skat til 12 millioner og han har udfordret alle med skattejagt i blodet til at finde den. Og i Europa leder man stadig efter guld og kunstskatte, som forsvandt under 2. Verdenskrig. På Egeøen ved Canadas Atlanterhavskyst og på Seychellerne i Det Indiske Ocean har eventyrere ledt efter store piratskatte i generationer. Nær Cape Cod ved Boston er en skattejæger i disse år ved at hæve en sørøverskat, der er mellem en og to milliarder kr. værd. Og i en saltmine i Tyskland fandt amerikanske soldater i 1945 guldbarrer og guldmønter for 85 milliarder kr. Om bogen I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet og om, hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.