Pigen under træet Susan forsvandt sporløst på under en lejrskoletur i 1995 på Bornholm. Nu er hendes lig dukket op i en klippesprække i Ekkodalen, hvor det har ligget gemt under et dække af vrimlende insekter. På Morgenavisens kriminalredaktion er Camilla Lind tilbage, og hun insisterer på at blotlægge sandheden om Susans forsvinden. I jagten på svar opsøger hun Susans gamle klassekammerat Pia. Men hun mødes af en familie tynget af sorg. Selv samme morgen er Pia på tragisk vis gået i Dyndet, hvor hun har druknet sig. Louise Rick havde taget orlov fra sit job i Drabsafdelingen og var egentligt på jordomrejse, men hun kaldes hjem, fordi hendes bror har forsøgt at begå selvmord. Han er knust, fordi hans kone Trine endnu engang har forladt ham og deres to små børn. Trine har ikke givet lyd fra sig, siden hun forlod hjemmet, så Louise vil hjælpe sin bror med at finde hende. Blandt Trines ting finder Louise et gammelt klassebillede. Det viser sig, at Trine i sin tid gik i klasse med Susan og Pia og var med på den lejrskoletur, hvor Susan forsvandt. Og nu er Trine væk …