Omtanke Den første udgivelse i Christian Have og Muusmann Forlags fælles serie af eksklusive bookaziner. “Omtanke” har Thure Lindhardt som hovedperson. Gennem en dybdegående og inspirerende samtale med Christian Have vil den højtelskede og internationalt anerkendte skuespiller komme ind på en vifte af livets store temaer. Med “Omtanke” får læseren en enestående mulighed for at komme helt tæt på Thure Lindhardt. I dette bookazine fortæller han om sit forhold til tro – både på sig selv og de højere magter, ikke mindst set i lyset af, at hans far er præst og rektor for Pastoralseminariet, mens hans mor er overlæge og tidligere formand for Psykiatrifonden. Lindhardts arbejdsplads kan være alt fra en jysk provinsby til Hollywood, og han fortæller om, hvordan han bevarer fokus og nærvær i en ofte kaotisk dagligdag og en tiltagende fragmenteret verden. I forlængelse heraf fortæller han om sit forhold til begrebet kærlighed og sætter ord på, hvilken rolle æstetik spiller i hans liv – i forhold til arkitektur og design, men også måden, han indretter sit eget liv og hjem på. Endelig beretter han om, hvad der inderst inde driver ham. Hvordan han identificerer formålet med sit liv og opnår den meningsfuldhed med tilværelsen, som vi alle søger. Thure Lindhardt er kendt og elsket for sine roller i film som “Her i nærheden”, “Flammen og Citronen”, “Nordkraft”, “Blå mænd” og “Engle og Dæmoner”, tv-serier som “Broen” og “Blekingegade” og teaterforestillinger som “Skrigerne”, “Rød” og “Kameliadamen” samt adskillige forestillinger på Det Kongelige Teater. Han er født i 1974 og voksede op i Roskilde. Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater og bor i dag i København. Om forfatteren Christian Have er forfatter, debattør, foredragsholder og indehaver af Have A/S, som er Skandinaviens største kommunikationsbureau på kulturområdet. Han har udgivet 10 bøger om kultur, kommunikation og nye, kreative partnerskaber på tværs af kultur- og erhvervslivet.