Omstilling til fremtiden Den teknologiske udvikling har længe handlet om at overvinde, udnytte og frigøre os fra naturen. Fremtiden handler om at forstå livet, biologien og økosystemerne og om, i stedet, at leve i samarbejde og sammenhæng med naturen. For ét er sikkert: Vi kan ikke fortsætte, som vi plejer. Vi lever i en afgørende tid. Vi står overfor tre store omstillinger – der skal ske samtidig og inden for de næste par årtier: Vi skal ændre vores forhold til naturen og de økosystemer, vi er en del af – og det skal gå stærkt. Vi skal ændre vores forhold til hinanden. Vi er på vej ud af industrisamfundet, og måden, vi organiserer arbejdet og deler goderne på, trænger til en opdatering. Vores forhold til teknologien skal forandres i takt med, at den bliver mere intelligent, livagtig og kompetent. “Omstilling til fremtiden” ser på, hvad vi kan gøre for at sikre, at de enorme kræfter, der er på spil i de nødvendige forandringer, vil bringe os fremgang fremfor katastrofe. Om forfatteren Peter Hesseldahl (f. 1961) er en dansk journalist, forfatter og fremtidsforsker. Peter er fast skribent på Mandag Morgen, hvor han er redaktør for digitalomstilling og bl.a. dækker økonomi, tech og innovation, det digitale arbejdsmarked og grøn omstilling. Tidligere ansat på DR, Politiken og TV2. Forfatter til seks bøger, herunder We-economy (2017).