Mad i fad Hele retten tilbereder sig selv i ovnen i ét fad, og al saft, kraft og smag bliver i fadet. Man står ikke tilbage med en kæmpe opvask – højst en kniv, et bræt, en skål og et ovnfast fad. Bogen indeholder nemme opskrifter på velsmagende, sund og hjemmelavet mad til alle, der sætter pris på god mad. De flere end 60 opskrifter omfatter morgenmad/brunch, hovedretter (fisk, fjerkræ, kød eller vegetariske og veganske retter) samt desserter. Maden er næringsrig og farvestrålende, den appellerer til sanserne og er nem at lave i en travl hverdag. Hver opskrift ledsages af foto, praktisk info til alternative ingredienser og sundhedstips om råvarerne. Alle retter – undtagen desserterne, er fuldgyldige måltider, som både indeholder fedtstoffer, kulhydrater og proteiner. Desuden masser af grøntsager, der giver energi til kroppen og skønne farver på tallerkenen. Formålet med bogen er, at det skal være overkommeligt for alle at tilberede et godt måltid. Om forfatteren Anne van der Merwede er uddannet ernæringsterapeut og har i mere end 20 år arbejdet med kost og ernæring. Hun har fingeren på pulsen omkring de nyeste råvarer, nye trends, og hvilke råvarer der er nemme at få fat i. Anne har tidligere skrevet “En sund kvindekrop”, også udgivet på Muusmann Forlag.