Indtil vanvid, indtil døden Vi befinder os i år 1942 - det er efterår. Et overfyldt tog smyger sig ned gennem det mørklagte Tyskland. Ombord på toget sidder unge, danske Harriet, der med tungt hjerte er på vej mod München. Hun har efterladt sine to små sønner på et børnehjem i Ålsgårde og hendes mand, Gerhard, er blevet skudt ned over Østfronten. Han kæmpede på tysk side mod kommunismen. Midt i sin sorg brænder Harriet efter at handle. Konfrontere sig med krigen - bidrage med noget! I München indkvarterer hun sig hos Gerhards tyske officer kollega Klaus og hans danske kone, Gudrun. Klaus er generalløjtnant i Luftwaffe, og ægteparret tilhører den nazistiske overklasse. De bor i en mondæn villa, hvor sherryen flyder og alt ligner noget fra en hollywoodfilm. Men der går ikke længe, før de fornemme kulisser begynder at slå revner, og en grusom virkelighed træder frem. “Indtil vanvid, indtil døden” af Kirsten Thorup er en roman om kærlighedens og krigens galskab. Det er et portræt af en kvinde, der for enhver pris vil være loyal mod sin mand, samtidig med at hun insisterer på at forholde sig neutralt til nazismen - alt imens vold, angst og modstand spreder sig på den indre front: kvindernes og børnenes krig.