Hold snuden for dig selv! Ask er taget på eventyr alene, men da han falder gennem et hul i jorden og lander lige i hovedet på en grævlingeunge, får han hurtigt eventyr nok. Godt nok er det store dyr ikke farligt, men ungen har aldrig været ude af hulen og insisterer på, at Ask skal tage den med. Desværre viser det sig, at grævlingeungen ikke alene er næsten blind, den er også ekstremt nysgerrig, og da den får stukket sin næse i en ormehule får Ask virkelig brug for hjælp. Om serien “Hullerikkerne fra Syvstammetræet” er omdrejningspunktet i en helt ny serie af korte og letlæste historier, der kombinerer fiktionslæsning og faktuel viden på en sjov og anderledes måde. I denne ’læs og oplev’ bog er der links og QR-koder, der giver mulighed for at høre de omtalte dyrs lyde og se små film, hvor fakta om dyr og natur formidles spændende og indlevende af naturvejledere fra Naturama i Svendborg. Udtalelser Vi har fagbøger om frø, grævling, flagermus og gøg til de yngste, men ikke bøger som disse, hvor de små hullerikker og dyrene kan tale sammen og samtidig fastholder en fint naturfagligt niveau. Hullerikkerne vil tiltale de yngste mest. De småskændes, er barnlige og moralske. De 9-10-årige vil til gengæld kunne trække det faglige indhold ud af historierne. De vil også nyde at se de små film fra Naturama, hvor de får meget faglig viden. - Inge Lykke, Lektør Nogle mener, at enten leger man (fritid), eller også lærer man (skoletid), men disse bøger er et godt eksempel på, at det kan være svært at mærke forskel, når fantasi og virkelighed er effektivt blandet sammen. Her bliver man klogere, mens man har det sjovt. - Frederikke Winther, Weekendavisen Det bedste af to verdener […] Nu er Hullerikkerne udgivet som ’læs og oplev’-bøger for de 5-10-årige, hvor de gode historier kombineres med naturhistoriske fakta og QR-koder med dyrenes lyde og mere viden om det enkelte dyr […] alle fire [bøger] kombinerer flot den traditionelle bog med det digitale univers. - Charlotte Højlund, Ude & Hjemme Fire fine små bøger, hvor fakta og fiktion indgår i en helstøbt alliance. Absolut anbefalelsesværdige til målgruppen. - Anette Grønholt Andersen, Børn & Bøger