Håndtegner I sine erindringer tager en af Danmarks mest kendte og elskede bladtegnere, der gennem flere årtier har spiddet politikere og andet godtfolk med sin skarpe tegnepen, os med helt ind i skrive- og tegneværkstedet. “Håndtegner” er Roald Als’ personlige og muntre tilbageblik på et langt liv som tegner – først på magasinerne Hovedbladet og Levende Billeder, siden på Weekendavisen og senest på Politiken, hvor han i 25 år i samarbejde med idémanden Poul Einer har leveret uforglemmelige tegninger og kommentarer til den aktuelle debat. I bogen fortæller han, hvorfor han blev tegner, og hvorfor han blev en god socialdemokrat. Han tager os med ind i skriveværkstedet og underholder om avistegnerens arbejde, om dræbermåger over Skotland og den barske whiskytur med The Potterton Team. Der er fine historier fra reportagerejser – også de alvorlige som dengang i Paris, hvor tegneren var Charlie. Roald Als fortæller om de sjoveste begivenheder og om de mennesker, der har krydset hans vej. Desuden beretter han om det hårde arbejde med at vælte regeringer, der ikke er gode socialdemokrater, og i det hele taget sørge for, at det ikke går helt galt for landet. Bogen er nedslag i det sjoveste og det bedste fra tegnerens liv – og den er rigt illustreret med hans egne tegninger.