Guds bedste børn Efter sin løsladelse fra fængslet forsøger Simon at starte på en frisk og etablere et nyt og trygt liv sammen med sin lille familie på Sydsjælland. Men hans mørke fortid og det barske bagland lader sig ikke helt slippe. Lillebroren Kevin planlægger sin flugt fra ungdomsfængslet, hvor han er en plage for både personale og indsatte. I Holmbladsgadekvartet på Amager prøver Mo at komme på rette spor ovenpå en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, men han er konstant optaget af ideen om hævn over Kevin og Simon, efter de for nogle år tilbage dræbte Mos kammerat Zeki i en rus af kynisk had. “Guds bedste børn” er en fortælling om unge på kanten af samfundet - om svigtede eksistenser, der falder igennem i systemet og overlades til dem selv og deres vrede. Det er en historie om venskab, skyld, skam og forsoning. Om forfatteren Morten Pape (f. 1986) er opvokset i Urbanplanen på Amager og debuterede i 2015 med romanen “Planen”, som blev belønnet med BogForums Debutantpris. Han er uddannet manuskriptforfatter fra filmskolen Super16 og afholder foredrag og deltager i debatter om de forskellige opvækstvilkår i Danmark.