Grønt smørrebrød Over hundrede opskrifter til det nye grønne frokostbord. Fremtidens grønne smørrebrød, 100% plantebaseret – fra vegetarkøkkenets grand old lady og forfatter til klassikeren “Vegetarisk køkken”. Smørrebrød er et dansk nationalklenodie. Men tiderne skifter. Flere og flere ønsker at spise mere grønt, og derfor er naturligt nok også det traditionelle smørrebrød på vej ind i en grønnere tid. “Grønt smørrebrød” er et sandt tag-selv-bord af nye spændende smagsoplevelser og ideer til fremtidens smørrebrød. Her er helt nye typer højtbelagt, fx karamelliserede jordskokker med stegte løg og sprød tangbacon. Her får bagt selleri og græskar et helt nyt, lækkert liv på et gedigent stykke rugbrød, som der også er opskrifter på i bogen. Alle klassikerne er her selvfølgelig også: plantesild af aubergine eller østershatte, ‘fiske’fileter af panerede pastinakker og lune svampepostejer med surt og knas på toppen. ‘Laksen’ laves af marineret gulerod, og naturligvis er der også en flot tatarmad af rødbede med grøn pynt. Om forfatteren Kirsten Skaarup er født i 1945 på Falster. “Grønt smørrebrød” er Kirsten Skaarups kogebog nr. 31. Siden udgivelsen sidst i 1970’erne af “Vegetariske festmiddage” har Kirsten Skaarup skabt utallige grønne retter. Klassikeren “Vegetarisk køkken” kom i Danmark i over 130.000 eksemplarer og er udkommet i flere andre lande. Som den pionér Kirsten er, har hun i flere omgange rejst jorden rundt på jagt efter grønne retter til det danske køkken. Hun har altid rejst alene og med rygsæk under primitive forhold. En præstation der i en årrække gjorde Kirsten til formand for Kvindelige Eventyreres Klub.