Grøn verdensmad Interessen for fremmed mad har aldrig været større, end den er i dag. Vi har fået smag for eksotisk mad via rejser og de mange udenlandske spisesteder og restauranter, der er dukket op overalt herhjemme. Samtidig er vi blevet mere bevidste om økologi og klimavenlig mad, så langt flere grønne retter nu finder vej til vores middagsborde. “Grøn verdensmad” tager dig ud på en spændende gastronomisk rejse til de mest eksotiske globale køkkener i verden – fra fjerne mexicanske provinser, over Australiens ørken til Indiens sydende og vibrerende gadekøkken – med velsmagende retter, der alle er uden kød. Det er fascinerende, at samme krydderi eller krydderurt kan føre maden på bordet fra land til land og alligevel smage forskelligt. Det er gennem krydderiernes smage, dufte og sammensætninger, man fornemmer hvert lands særegne stemning. Bogen vil lære dig at jonglere med krydderierne, så du på smukkeste vis kan lave retter med autentiske smage, farver og dufte og hen ad vejen justere dem til din egen personlige smag. Bogen er tilpasset danske forhold, så ingredienserne ikke er vanskelige at skaffe, og der er masser af variationsmuligheder. De nemme opskrifter, der er lige til at gå til for børn og voksne, kan transformere dit køkken til den bedste eksotiske restaurant i verden. Om forfatterne Om forfatteren Emma K. Larsen er professionsbachelor i ernæring og sundhed og kandidat i sundheds- fremme, sundhedsstrategier og psykologi. Har undervist i madlavning i folkeskolen og har formidlet sund mad på forskellige platforme i mange år. Steen Larsen er kemi- og læreruddannet og er forfatter til flere populære og fantasifulde kogebøger med mad fra hele verden, bl.a. “Grøn mad over alle grænser”, “Verdens bedste burgere”, “Dameskrå og labre larver”, “Verdens bedste hotdogs”, “Gå hjem og wok” og “Grønne fristelser”.