Gopler ældes baglæns Faktum er, at vi i dag kan manipulere med tidens gang, og man kan selv gøre noget for at forlænge livet. Nicklas Brendborg er biomediciner og tilknyttet tænketanken Supertrends. Han ved alt, hvad der er værd at vide om et muligt evigt liv og fortæller i bogen en forrygende og inspirerende historie om biologien bag det hele: Om goplerne, der ældes baglæns, træerne, der kan blive flere tusinde år gamle, og om forskerne, der kommer tættere og tættere på at løse aldringens gåde. Og om hvad du selv kan gøre med de svar, biologien giver. Mennesket har altid søgt udødeligheden: fra de spanske opdagelsesrejsende på Columbus’ tid, som svømmede i kilder ved Bahamas-øerne, fordi de lokale mente, der fandtes helende vand – en slags ungdommens fontæne – til den franske kirurg, som i begyndelsen af 1900-tallet tjente styrtende med penge på at transplantere væv fra dyr til mennesker i håb om at forlænge deres liv. Mirakelkurene mod alderdommen har også altid været forbundet med røverhistorier og hokuspokus. Og selv i dag, hvor videnskaben er trådt i stedet for skrøner og magi, er det svært at finde ud af, hvad man kan stole på, hvis man drømmer om selv at gøre noget for at leve længe og godt. “Gopler ældes baglæns” er med forord af Lars Tvede.