Febertræet Virkelighed og fiktion flyder sammen i denne hæsblæsende autofiktive fortælling, hvor journalist Knud Brix i sin jagt på at afsløre ondskaben i Liberia tvinges til at tage et opgør med sit eget selvbillede. Den desillusionerede journalist og radiovært Knud Brix drager til det krigsarrede Liberia i Vestafrika. Her vil han opsøge den tidligere warlord og massemorder ‘General Butt Naked’, som under den bestialske borgerkrig blev berygtet for at drage splitternøgen i krig med sin brigade af narkopåvirkede børnesoldater. Under slummens bliktage møder Knud General Butt Naked, der aldrig er blevet straffet for sine ugerninger, men i stedet har mødt Jesus og slået sig ned som præst. Nu udfører han mirakler og prædiker forsoning blandt de tidligere børnesoldater og sine tusindvis af følgere på de sociale medier. Knuds plan er at afsløre massemorderen bag præstens maske med sin journalistik. Men pastoren og massemorderen forfører ham – og forgift er ham muligvis. Knud går til grunde som journalist, og virkeligheden begynder for alvor at skride under ham i den endeløse række af brutale fortællinger. Han bliver tvunget til et opgør med sit selvbillede, sin kynisme og sit evige begær efter at få folk til at krænge deres historier ud. Historien udvikler sig til en surrealistisk slum-odyssé, der slutter i nabolandet Sierra Leones guldminer. Febertræet er en autofiktiv fortælling om ondskabens væsen, den lidt for belejlige frelse og kronisk dårlig mave – og samvittighed.