Fasandræberne I 1987 findes et søskendepar brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger på, at morderen skal findes blandt en gruppe unge kostskoleelever, der kommer fra nogle af de mest velhavende familier i Danmark. Men beviserne er ikke stærke nok, og sagen henlægges, indtil en af de mistænkte ni år senere melder sig og tilstår, at han stod bag mordene. Dermed er sagen tilsyneladende opklaret. Men af uransagelige årsager lander mappen med sagens akter imidlertid på skrivebordet foran vicekriminalkommissær Carl Mørck, der er leder af politiets Afdeling Q. Carl Mørck er i første omgang overbevist om, at det må være en fejl, at sagen er havnet hos ham, men da han begynder at grave lidt i materialet, opdager han, at noget er rivende galt. Sammen med sin assistent Assad begynder Carl Mørck nu at efterforske en sag, der trækker spor fra den usle posedame Kimmie til tre af landets mest magtfulde mænd, som leder desperat efter hende, fordi hun har en viden, som kan knuse dem. Men finder de hende? Og er det virkelig, hvad de ønsker? Klapjagten er begyndt! Om forfatteren Jussi Adler-Olsen (f. 1950) begyndte i 1990’erne at skrive romaner efter en alsidig karriere som bl.a. forlagsdirektør, chefredaktør, filmkomponist på Valhalla-tegnefilmen og boghandler. Han debuterede med thrilleren “Alfabethuset” (1997), der ligesom de efterfølgende romaner “Og hun takkede guderne” (tidl. Firmaknuseren) (2003) og “Washington Dekretet” (2006) opnåede bestsellerstatus både i Danmark og internationalt. “Kvinden i buret” (2007) og “Fasandræberne” (2008) er de første bøger i thrillerserien om vicekriminalkommissær Carl Mørck fra Afdeling Q. Serien tæller derudover “Flaskepost fra P (2009)”, der gav Adler-Olsen Læsernes Bogpris fra Berlingske Tidendes læsere, Harald Mogensen-prisen og Det Skandinaviske Kriminalselskabs pris Glasnøglen; " Journal 64" (2010), for hvilken han fik boghandlernes De Gyldne Laurbær i 2011; “Marco Effekten” (2012), “De grænseløse” (2014) og “Selfies” (2016). Vundne priser Jussi Adler Olsen er h ædret ved prisoverrækkelser i såvel 2011, 2012 og 2013 med titlen Danskernes yndlingsforfatter. Hans forfatterskab har desuden haft så stor gennemslagskraft i udlandet, at han også her har modtaget en lang række priser: For “Kvinden i buret” The Sealed Room Award i Japan - Best Translated Mystery Novel of the year; Prix de Lectrices de Elle i Frankrig - catégorie Policier og The Barry Award i USA - Best Novel of the year. For “Flaskepost fra P” The Krimi-Blitz Award 2011 i Tyskland.