Et mørke iblandt os Under den årlige havkapsejlads Gotland Rundt blæser det pludseligt op til storm, og da masten på favoritbåden knækker, er besætningen nødt til at søge læ i en vig på Östergarnslandet. Men der, hvor morgensolens første stråler ellers rammer Gotland, ligger i strandkanten en død mand med en knebel i munden og bagbundne hænder. Den døde er den vellidte kroejer og lærer Tobias Ström, der forsvandt for et par dage siden på vej hjem fra sin populære beværtning på det sydlige Gotland. Hvem ville dræbe ham? Det spørger kriminalkommissær Anders Knutas sig selv om, men samtidig må han kæmpe med sine følelser for kollegaen Karin Jacobsson. Efter at Anders havnede i seng med sin ekskone, vil Karin ikke have noget med ham at gøre. Nu tvinges de to til at samarbejde under den halsbrækkende jagt på morderen tværs gennem den gotlandske højsommeridyl: En jagt, der fører Anders Knutas og Karin Jacobsson ind i et mørke midt iblandt os, dybere, end de nogensinde kunne forestille sig. Mari Jungstedts “Et mørke iblandt os” er den 14. bog i hendes Gotland-serie og en nervepirrende kriminalroman, hvor fortiden kaster lange skygger ind over nutiden.