En tilfældig nordmand Gordon Mo arbejder i Landbrugsministeriet og er en grå kontormand. Men den dag da chefen vil fejre hans 30-års jubilæum med kage, bliver det indre pres for stort. Gordon Mo koger over. Ud af munden kommer de værste skældsord og sjofle gloser, han spjætter med arme og ben. Næste dag arbejder han ikke længere i ministeriet. Men i modsætning til de fleste 60-årige embedsmænd der bliver fyret, er Gordon Mo ikke overflødig. Der er nogen der godt kan bruge en mand, der koger over. Sådan begynder Gordon Mos rejse, i første omgang til en klinik i USA, der skal hjælpe ham på benene igen. Der møder han nattevagten Bare Mig, der kommer til at spille en afgørende rolle i den videre historie.