En tid til at leve Tolv mennesker er på vej til en premiere på Nationaltheatret i Oslo. De er hver især optaget af forandringer i deres liv. Og de er på forskellig vis påvirket af hinanden – uden nødvendigvis at vide det. En lærer er gået en elev for nær og frygter, at han vil blive viklet ind i en MeToo-skandale. En far, hvis datter har begået selvmord, ved ikke om han orker at se et teaterstykke, hvor hovedpersonen skyder sig selv i sidste akt. En samfundsengageret pige planlægger at rejse sig under forestillingen og råbe i protest. Hedda Christine Foss spiller hovedrollen i Ibsens klassiker, og nu står hun på scenen med en ladt pistol. På tredje række sidder en tidligere kæreste. På fjerde en forhadt kritiker. Og på første række sidder landets statsminister. “En tid til at leve” er en kalejdoskopisk fortælling om eksistens og identitet, individ og omverden. En roman om vor tids jagt på opmærksomhed, om den umistelige værdi i at mødes og en udforskning af, hvordan ét enkelt menneskes valg kan påvirke myriader af skæbner. Udtalelser “Det, der sker i “En tid til at leve”, er intet mindre end stor romankunst. Jan Kjærstad behøver ikke bekræfte noget længere, men i guder hvor han gør det alligevel.” - Nettavisen “Romanen har karakter af thriller, men også af meget andet. Det er litterært slik til glæde for læsenørder. Stramt og stilsikkert komponeret.” - Dagbladet “Målbevidst, sammensat og thrilleragtig roma om liv og død. Det hele er dygtigt og medrivende gjort.” - Stavanger Aftenblad “Jan Kjærstad har skrevet en glimrende kjærstadsk roman, rig på detaljer, spænding og stof til eftertanke.” - NRK