Den sidste af de vilde heste Opfølgeren til den verdensomspændende succes “Biernes historie”. Mikhail rejser i 1882 fra St. Petersborg til Mongoliet for at jage de sjældne, vilde Przewalski-heste og tage et eksemplar med hjem til sin zoologiske have. Dyrlægen Karin har efter murens fald forladt hjembyen Berlin og arbejder på at befri de udrydningstruede heste fra fangenskab og bringe dem tilbage til Mongoliets stepper, hvor de uddøde i 60’erne. I 2064 kæmper Eva for at beholde sin gård, der ligger i en nedlagt norsk naturpark, imens naturen sygner hen, og samfundet, som hun kender det, smuldrer omkring hende. “Den sidste af de vilde heste” er tredje, selvstændige bind i Maja Lundes “Klimakvartetten”. Som i de to tidligere bind, “Biernes historie” (2015) og “Blå” (2017), væver Lunde en sammenflettet historie af tre vidt forskellige menneskeskæbner, der udspiller sig på tværs af tid og sted. Tilsammen udgør de en episk og kærlig fortælling om det vigtige og skrøbelige forhold imellem menneske og dyr, menneske og natur. Om forfatteren Maja Lunde (f. 1975) er en af Norges mest succesfulde nulevende forfattere. Hun er uddannet medieforsker fra Universitetet i Oslo, og begyndte forfatterkarrieren som manuskriptforfatter til film og tv. Lunde fik sit store gennembrud i 2015 med sin første voksenroman, “Biernes historie”, som modtog den prestigiøse norske Bokhandlerpris og blev en international sensation, solgt til over 40 lande. Hun er også forfatter til en række populære børnebøger, blandt andet den illustrerede serie om årstiderne, hvis første bind, “Snesøsteren”, blev den mest solgte bog i Norge i 2018. Udtalelser “Maja Lunde har med Den sidste af de vilde heste skrevet sin bedste bog om klima og miljø.” - VG “Den sidste af de vilde heste er den uhyggeligste bog, hun har skrevet indtil videre.” – Dagbladet