Den lille guide til penge, krak & bobler Hvad er penge, hvor kommer de fra, og hvorfor har vi dem? Tre spørgsmål, som besvares gennem en fortælling om magthavere, guldgravere og de tidligste stammefolk. Med afsæt i menneskelig natur, fortælles den glemte historie om penge, og undervejs afsløres en enkel og logisk fortælling om samfundets økonomiske sammenhænge, og hvad det er, der skaber vækst. Bogen viser, hvorfor politikernes forsøg på at skabe vækst ved at printe penge og kaste dem ud over økonomien ikke virker, og afdækker samtidig, hvordan disse tiltag i stedet faciliterer negativ velstandsfordeling, risikabel finansiel adfærd og tilhørende finansielle bobler, som kontinuerligt tvinger investorer, boligejere og andre markedsaktører til at tage større og større risici. Bogen har til formål at vise læseren, hvordan markedets dynamikker er et produkt af den menneskelige natur. Med logiske argumenter og historisk kontekst, gøres et ellers komplekst emne, forståeligt for alle. Om forfatteren Martin Mygind har mange års erfaring inden for finans- og tech-sektoren. Han befandt sig selv i orkanens øje, da finanskrisen ramte og tog den bank, han begyndte sin karriere i, med i faldet. Dette blev startskuddet på en dyb passion for økonomisk filosofi, som han i dag er aktiv formidler af som kronikør i Jyllands-Posten og hans eget blogunivers. Ud over Danmark har han boet og arbejdet i Sydafrika og Malaysia med mennesker fra alle fire verdenshjørner. Martin er kandidat i finansiering og regnskab fra CBS, og inden han sprang ud som forfatter, var han ansvarlig for Euroinvestor.dk – Danmarks største investorsite.