Den kroniske uskyld Allerede fra første dag i gymnasiet, hvor Janus får øje på Tore, får han lyst til at sætte en krog i ham. Bogen skildrer de to gymnasievenners intense venskab, der udvikler sig til en reel besættelse for Janus. Imens Tore bliver stormende forelsket i Helle, der helst kun vil holde i hånd, bliver Janus mere og mere jaloux og fremmedgjort, alt imens han indleder et erotisk forhold til pigen Ellen. Helles mor kommer også til at spille en afgørende rolle i fortællingen, som ved sin slutning efterlader Janus med en afgørende illusionsbrist. “Den kroniske uskyld” er en højt elsket fortælling om at være ung, om venskabets ambivalens, om svære kærlighedsrelationer og om at finde sig selv midt i ungdommens kaos af følelser. Klaus Rifbjergs hovedværk “Den kroniske uskyld” udkom i 1958, men kan stadig den dag i dag fremhæves som en af de mest nøjagtige, nærværende og læste skildringer af ungdommen og den hårde vej fra barn til voksen.