Den blinde konge Rygtet om Eriann og Vidars bedrift i Vestland har bredt sig, og det vælter ind med tilbud fra folk, der har brug for en stærk og modig helt med et magisk sværd. Eriann har lovet sig selv aldrig mere at skulle adlyde ordrer fra en selvoptaget hersker, men så modtager Vidar et brev med en bøn om hjælp, som han ikke synes han kan afslå. Snart føler Eriann sig tvunget til et umuligt valg: Skal hun svigte sig selv eller Vidar? “Den blinde konge” er andet bind i serien “Det levende sværd”. I bogen fortsætter Cecilie Eken med at vride og dreje klicheerne fra eventyr- og fantasygenren til en sjov og spændende fortælling, der både rummer dramatiske sværdkampe, forræderi, uhyrer og en indre dannelsesrejse for den hidsige, viljefaste hovedperson. Udtalelser Det er virkelig en god bog , der har det hele i sig. Spænding, kærlighed, intriger og magiske monstre, der er svære at slå ihjel. - Damian Arguimbau, Weekendavisen En veloplagt, skæg og seriøs historie, fra dengang verden var af vadmel. - Steffen Larsen, Politiken Alt, hvad Cecilie Eken rører ved, bliver til mentalt guld. […] Hun udfordrer både riderromanen, kønsrollerne, sproget og romantikken. Det er super fornøjeligt alt sammen. - Eiler Jensen, Børn & Bøger Sjældent har jeg læst en ømmere kærlighedshistorie på baggrund af en vildere lindormsjagt! Bogen er heldigvis ikke sværere, end at de 10-til 14-årige selv kan gå ind i eventyret og opleve den første, alvorlige forelskelse. - Sara Nørholm, Kristelig Dagblad Eken punkterer eventyrets klichéer med en gennemgående frisk kvindelig vinkling. Selv når Vidar er ved at dø i tvekamp, og Eriann falder i et baghold, fortæller Eken historien legende spændingsfyldt. - Kari Sønsthagen, Berlingske, 4 stjerner