Damaskus Den idealistiske Sigrid bliver fyret fra dansk Amnesty, efter hun har udtalt sig for politisk i tv. I stedet efterlader hun for en kort periode sin familie i Danmark og rejser til Syrien for en skandinavisk telegigant med det formål at udbrede internettet og hjælpe demokratiet på vej. Her skal hun desuden gense sin ungdomsven Rim, der nu leder en stor sikkerhedsvirksomhed med tætte bånd til regeringen. Dramatiske begivenheder i København 18 år tidligere skilte dem ad, men nu genforenes de i Damaskus, hvor jasmintræerne blomstrer om kap med håbet om politiske reformer og en lysere fremtid. Året er 2011, og det arabiske forår bryder ud. Urolighederne breder sig i Syrien, og regimet i Damaskus tager brutale midler i brug for at slå oprøret ned. Rims mand, der er læge, forsvinder under mystiske omstændigheder, og da Rim selv bliver taget af sikkerhedspolitiet, må Sigrid vælge mellem sine idealer og sin bedste ven. Hun begynder sin egen efterforskning, og det fører hende intetanende ind i en vanvittig farlig konspiration, der forgrener sig langt ud over Syriens grænser. “Damaskus” er en politisk thriller inspireret af virkelige hændelser i 2011. Den handler om venskab og forræderi, om kærlighed og krigsforbrydelser og mest af alt om, hvor forbandet svært det er at finde ud af, hvad det vil sige at have integritet og være et godt menneske.