Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig “Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig” er skrevet efter en rejse, Herta Müller foretog sammen med vennen og digteren Oskar Pastior til en af Gulag-lejrene i Ukraine, hvor Pastior havde været fange fra 1945-49. Det var planen at Müller og Pastior sammen skulle bearbejde Pastiors erindringsstof til en roman, men da Pastior døde i 2006, kort tid efter deres fælles rejse, måtte Herta Müller alene samle deres arbejde i romanen “Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig”, der udkom i 2009, få uger før hun modtog Nobelprisen i litteratur. Kort tid efter 2. Verdenskrigs afslutning besluttede Sovjetunionen at deportere en stor del af det tysktalende mindretal i Rumænien, nærmest som en slags “tak for sidst”. Blandt de deporterede var den unge Oskar Pastior, i romanen Leopold Augberg, og også Herta Müllers egen mor. Det er Leopold, der er romanens fortæller. Han er 17 år, da han bliver deporteret, en skæbne, der i begyndelsen er som en bagvendt opfyldelse af hans skjulte ønske om at komme væk fra det reaktionære, småborgerlige, endda nationalsocialistiske landsbymiljø, han lever i. Snart kommer det dog til at handle om ren overlevelse. Han bliver placeret i en arbejdslejr i Ukraine, en del af det berygtede sovjetiske Gulag-system, og her må han knokle i fem år. Han overlever kun lige akkurat. De fem år i lejren er beskrevet i horrible detaljer. Alligevel er romanen ikke “blot” endnu en grusom lejrhistorie. Herta Müller er en svimlende sprogkunstner, som mesterligt og dybt originalt gengiver nedbrydelsen af alt menneskeligt, opløsningen af tidsfornemmelsen, altings uvirkelighed i den daglige kamp mod døden. Det er en stor roman.
